Er du fremtidens leder?

År 2010 blev året hvor antallet af stressede toppede iflg. statistikkerne. Og hvordan kan det nu være? Igennem de sidste 4 år har jeg været så heldig at kunne hjælpe rigtig mange mennesker fra stress til balance. Og igennem deres historier, og igennem en masse interview jeg har lavet, med topledere har jeg nu dannet mig et helt klart billede af hvad der skal til for at vi kan få tallet ned.

Jeg hørte forleden en ekspert udtale sig om de stressede. Om det ikke snart var på tide at lægge ansvaret over til de stressede, så de kan tage ansvaret selv, og få rettet op i tide… Ih jo det ville bestemt være at foretrække. Jeg tror ikke, at der er nogen stressede, der ønsker at være i den tilstand. Problemet er bare at i forbindelse med at stressen bliver værre og værre, forsvinder erkendelsen af hvor slemt det egentligt står til. Så derfor vil den stressede sjældent være i stand til at redde sig selv.

Efter mine undersøgelser og erfaringer skal der helt klart ske et skifte i lederstilen. Vi skal bevæge os fra den ”gammeldags” lederstil, hvor lederen går forrest og viser vejen, og udpeger hvad der skal gøres for at virksomheden når i mål, til en lederstil hvor lederen motiverer, støtter og guider medarbejderne til at finde løsningen sammen med resten af gruppen. Vi er, i mine øjne, blevet for bevidste om hvad der er godt for os, og lader os sjældent dikterer med succes. Vi har brug for at være med til at finde løsningen, være med til at undersøge mulighederne. Og netop derfor tror jeg at rigtig mange medarbejdere i dag går død i den gamle lederstil. Og nu kan man så med rette sige, jamen der er jo forskel på at gå død, og så få stress af det. Og det har du fuldstændig ret i. Men når mennesker får indflydelse og bliver brugt til det de er bedst til, så brænder de for det, og så elsker de at gå på arbejde.

Og lige præcis derfor mener jeg, at der er brug for ledere der tør drage deres medarbejdere med ind i beslutningerne. Derfor mener jeg, at lederne skal arbejde med deres personlighed, så de viser vejen for deres medarbejdere. Ledere skal være klædt på til at undgå stress, og brænde for det de gør. Nutidens ledere skal være klædt på til at aflæse og tackle stressede medarbejdere længe før de falder om af stress. Nutidens ledere skal være fantastiske rollemodeller, der viser vejen ved at være i øjenhøjde, være målrettede, og være personlige ledere der tør være sig selv. Men hvordan kommer man dertil?

Den 20. september fra 13-17 afholder jeg konferencen ”Lederen som stresspilot”.  Stressforsker Bo Netterstrøm, Tidligere Kaptajn Stefan G. Rasmussen samt Sygehusdirektør Suzanne Aaholm vil på konferencen give deres bud på fremtidens leder, og du vil få mulighed for at stille uddybende spørgsmål, blive klogere og gøre os andre klogere på hvilke forhindringer der ligger på vejen mod fremtiden.

Jeg håber vi ses til en inspirerende dag.

Stressekspert
Lotte Klink

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *